Autocamper med familien
11 grunde til at leje en autocamper til familieferien i USA eller Canada
Amerikanerne selv elsker at tage på ferie i autocamper - eller motorhome eller RV (recreational vehicle), som de kalder dem. Det er ikke så udbredt blandt danskere, der rejser til USA, men det er en skam, for der er mange fordele ved at leje en autocamper i USA eller Canada. Især for familier, der elsker natur, samvær og følelsen af frihed. Her får du 11 gode grunde til, hvorfor du skal tage familien med på en autocamper-ferie i USA eller Canada.
1. Det er et eventyr i unikke landskaber
Den første og største fordel ved at leje en autocamper i USA eller Canada er de storslåede naturoplevelser, der venter. På Vestkysten i USA er der et utal af nationalparker, der er som skabt til en autocamperferie, f.eks. Yosemite, Bryce Canyon, Zion og Grand Canyon. Klipperne og ørkenlandet i Californien, Utah og Arizona er nogle af de smukkeste landskaber, du kan opleve på en rejse til USA, og det er helt oplagt at gøre i en autocamper.
Også det vestlige Canadas natur nydes bedst på en autocamperferie. Her kan I f.eks. bo på nogle fantastisk smukke campingpladser i nationalparkerne Banff og Jasper. Det er bare noget andet at opleve et landskab, når man bor i det, fremfor at køre dertil som "gæst", der bor på hotel i de nærmeste byer.
2. I skal kun pakke ud én gang
Noget af det, som børnefamilier nyder ekstra godt af på en rejse med autocamper er bekvemmeligheden. Her er hjemmet og transportmidlet under samme tag hele ferien. I behøver kun pakke ud én gang og slipper for at finde tandbørsten frem hver aften eller spille Tetris med kufferterne i bilens bagagerum for at få plads til alles tasker. Så længe I vælger en autocampermodel, som er stor nok til jeres familie, kan I rejse med (næsten) lige så meget bagage, som I vil.
Se de mest populære autocampermodeller her:
3. Det er en hyggelig måde at være sammen på
Der er også store sociale fordele ved at rejse som familie i en autocamper. I kan ikke undgå at se meget til hinanden, da I lever tæt sammen i det rullende hjem. Når I kommer hjem efter en dag med store oplevelser, kan I slappe af i jeres autocamper. I skal ikke skifte sportstøj eller pyjamas ud med noget mere præsentabelt for at gå ud at spise. Og når de mindste skal sove, kan de voksne sidde roligt uden for autocamperen og hygge sig.
4. Der er penge at spare på madbudgettet
I skal ikke vælge en autocamper for at få en billig ferie. Med benzin, campingpladser osv. vil en autocamperferie ofte koste det samme som en tilsvarende tur med lejebil og overnatning på moteller. I skal derimod vælge det, fordi I synes, det kunne være sjovt at prøve. Når det så er sagt, er der mange penge at spare på madbudgettet. I en autocamper kan I selv lave alle måltider, hvilket er betydeligt billigere end at gå ud at spise tre gange om dagen. Start med en tur i supermarkedet, hvor I fylder køleskabet - så kan I selv bestemme menuen og spare en masse samtidig.
5. Legetøj, opladere og hovedpude er altid ved hånden
Man skal også huske på de små ting, der gør en forskel på ferien. I en autocamper med børn er der en del små ting, som I vil sætte pris på. Især at I har alle jeres ting lige ved hånden. Når børnene begynder at kede sig på lange køreture, kan de finde puslespil eller iPad frem, og når de har leget længe nok med det, kan de gribe fat i noget af deres andet legetøj. Det er også praktisk at have sove- eller sofaarrangementer med i køretøjet, så man lige kan lægge sig, når trætheden melder sig.
6. Campingpladserne i USA og Canada er børnevenlige
Har I rejst i USA eller Canada før, vil I vide, at det er meget børnevenlige lande. Alt er stort, praktisk indrettet, og amerikanerne går aldrig ned på underholdning. Det samme kan man sige om deres campingpladser. Især de pladser, der hører under den store udbyder KOA (Kampgrounds of America) er henvender sig til familier. De har over 500 campingpladser i USA og Canada, og mange af dem har swimmingpool, legeområder, fine wifi-forbindelser og særlige aktiviteter for alle aldre. Med KOA's app kan I nemt booke pladser på deres campsites.
7. Der er ingen stress
Når man rejser med autocamper, er der ingen tidsplan. Det er jer, der bestemmer, hvornår I vil køre, hvor langt I vil køre, og hvor I vil køre hen. Selvom den ultimative frihed bliver lidt indskrænket, hvis man reserverer campingpladser på forhånd, ligger verden stadig for jeres fødder. Vil I vente med at forlade campingpladsen for at færdiggøre et vigtigt spil kort, gør I bare det. Eller måske gider I ikke køre så langt som først antaget? Så kan I bare holde ind tidligere på dagen. Der er ingen stress.
8. I kan holde pause når (og hvor) som helst
I forlængelse af punkt 7 er det endnu en fordel, at I kan stoppe og holde frokost- eller snackpause, lige når I vil. Melder en pludselig sult sig, kan den stilles lige så hurtigt, som den kom. Selv uden et formål er de spontane stop et kæmpe plus ved en familieferie i autocamper. Kører I forbi en rolig flod eller en hyggelig lysning, kan I bare parkere autocamperen og træde ud i naturen. Det er ofte den slags spontane stop, der gør de største indtryk - når man ikke har planlagt det. Og så smager kaffen altså bare bedre, når man kan drikke den med udsigt til Yosemites klipper eller Banffs turkis gletsjersøer...
9. Alle kan køre en autocamper
Mange afholder sig fra at leje en autocamper i USA og Canada af frygt for, at den er for stor og besværlig at køre i. Og lad os være ærlige, det er da noget andet end en almindelig bil. Men vejene er også det bredere i Nordamerika, og så snart man har vænnet sig til størrelsen, lærer man hurtigt at manøvrere med den. Du behøver også kun have et almindeligt kørekort (B) for at leje en autocamper i USA og Canada, hvilket vidner om, at alle kan køre en autocamper.
Tip: Frygter du for at bakke med autocamperen, kan du vælge campingpladser, der har pull-through, hvor du kører fremad ind og ud af pladsen.
10. I får mere ud af nationalparkerne
Med autocamper kan I bo på naturcampingpladser inde i de mange smukke nationalparker og have "førsteret" til naturen. Det er særligt fordelagtigt om morgenen og aftenen, hvor I har de gode spots for jer selv, inden alle turisterne kommer udefra. Vil I se dyr, er disse oftest mest aktive om morgenen. Og om aftenen har mange nationalparker særlige aktiviteter med rangers, f.eks. har Bryce Canyon National Park en særlig astronomi-tur, hvor I kan se den imponerende stjernehimmel. Der er det meget rart at kunne kravle direkte ind i autocamperen bagefter, frem for at køre langt til et hotel.
11. Det er nemt at leve sundt
Elsker jeres familie McDonalds og Taco Bell? Så kan du bare springe dette punkt over. Men vil I gerne have en lidt sundere start på dagen, end IHOP tilbyder, er autocamperen faktisk også et godt valg. Det kan nemlig godt være svært at finde nogle alternativer til de fedtholdige menuer på fast food-restauranterne, der ligger langs vejene i USA og Canada. Med jeres eget lager i køkkenet er det nemt at spise mere varieret - og sundere, hvis I er interesserede i det.
Overvejer du en ferie med autocamper?
Så bestil et uforpligtende rejsetilbud, eller giv os et kald inden for vores åbningstider. Nedenfor kan du se, hvordan vi sammen finder frem til din drømmerejse.
GRATIS REJSETILBUD
Det er ganske gratis at få et rejsetilbud, så tøv ikke med at skrive til os eller ring på 30 702 702. Når vi modtager din henvendelse finder vi en rejserådgiver, som er ekspert i lige netop dit ønskede rejsemål.
SAMTALE OM REJSEN
Din rejserådgiver vil kontakte dig og høre mere om dine rejseønsker. Vores fokus er altid, at du får den bedste tur med god tid til at opleve de ting, der betyder mest for dig og dine medrejsende.
SKRÆDDERSYET TIL DIG
Baseret på jeres snak sammensætter vi en rejseplan og tilbud til dig, som kan ses på vores online rejseunivers, Min Rejse. Når alt er, som den skal være, booker vi det hele som aftalt.
DU SKAL UD AT REJSE
Ha' en fantastisk rejse. Husk, vi er med dig både før, under og efter rejsen, hvis du har spørgsmål eller får brug for hjælp undervejs. Når du kommer hjem, ringer vi til dig for at høre om dine oplevelser.
Lignende artikler
Her kan du se flere artikler om emnet. Hvis ikke du finder det, du søger, er du altid velkommen til at ringe til os.