Inspiration

Danmark i Californien: Solvang

5 sjove oplevelser, du ikke må misse i den danske by i USA

Mange danskere har hørt om en særligt dansk by i USA, men få ved, hvor meget den lille bondeby Solvang har at byde på. Vi giver dig de fem sjoveste ting, du ikke må gå glip af, når du besøger Solvang.

Udgivet:
Cecilie
Cecilie Lyngbye
Content Manager

Men først lidt om den danske by i USA: Solvang ligger 200 kilometer nord for Los Angeles, men det føles som om, man er trådt ind i en Morten Korch-film, når man kommer til byen. Husene har (påmalet) bindingsværk, der står en gammeldags mølle midt i byen og der dufter af wienerbrød fra bagerforretningerne. Det kan virke som en forlystelsespark, men det er det ikke.

Solvang er en dansk koloni grundlagt i 1911, da en flok danskere slog sig ned i området. De startede landbrug og mejerier, som man kendte hjemmefra, og de grundlagde højskolen Atterdag, hvor man dyrkede den danske højskolefilosofi. Siden midten af 1900-tallet har folk fra nær og fjern søgt mod Solvang for at få en bid dansk kultur – og kage – i USA. Det kan du også gøre på en rejse i Californien.

1. Se hvor mange danske ting du kan finde

Solvang dyrker sin danskhed fuldt ud. Derfor har byen både en kopi af Den Lille Havfrue, Dybbøl Mølle og Rundetårn. Lige disse er nok ikke så svære at få øje på, men på en rundtur i den lille by kan du opdage mange flere små, sjove danske detaljer. For eksempel gadenavne som Copenhagen Drive, restauranter som The Red Viking, et H. C. Andersen-museum, en gigantisk træsko til pynt og chokoladebutikken Ingeborg’s. Lav en konkurrence med dine medrejsende om, hvem der kan finde flest danske ting. Du kan eventuelt kigge efter dem fra bagsædet i den gamle hestevogn Solvang Trolley. Det er en hyggelig måde at komme rundt i byen på – og hyggeligt skal det jo være i en dansk by i USA.

2. Tag på vinture i Santa Ynez Valley

Den danske by i USA har til gengæld nogle omgivelser, som er meget langt fra de danske kornmarker. Solvang ligger i dalen Santa Ynes i Santa Barbara County, hvor bakkerne er høje, og solen altid skinner. Her vokser vinstokke op og ned ad skråninger, og dalen er hjemsted for mere end 120 vingårde. Det er et absolut must at tage ud og besøge en eller flere af dem og smage på nogle fantastiske Chardonnay-hvidvine eller Pinot Noir-rødvine. Kør asfted på egen hånd, eller book en tur med eksempelvis Santa Barbara Wine Country Tours.

3. Spis "aebleskiver" og andre danske lækkerier

Overalt i USA bruges udtrykket “Danish” om ethvert stykke wienerbrød, men i Solvang er de selvfølgelig mere specialiserede. Her findes intet mindre end fem traditionelle danske bagerforretninger, der blandt andet sælger “luxury kringle”, “kransekage cake” og “T-birkets”. Og så er de vilde med æbleskiver. I Aebleskiver Café er har de gjort den typiske julespise til deres levebrød. Den bliver serveret året rundt og med masser af flormelis og syltetøj. Slå dig ned i den hyggelige café og smag, om de er ligesom herhjemme. Om ikke andet får du lov til at bestille med den perfekte udtale.

4. Udforsk området på cykel eller hesteryg

Udover de lækre vine, man kan nyde i Santa Ynez Valley, er det værd at komme ud i naturen bare for naturen selv. Der er mange gode, små veje og stier, som egner sig til en cykeltur eller en tur på hesteryg. Begge dele kan man leje i Solvang eller lidt uden for byen. Køb en sandwich med, og tag på picnic i de smukke, landlige omgivelser. Eller, hvis du er en rigtig cykelentusiast, så kør dalen tynd på en racercykel. Det er et populært område for landevejscykling, og du skal nok få pulsen op. Se ruter her.

5. Shop unikke souvenirs 

Det kan måske føles fjollet at købe danske souvenirs i USA, men det behøver heller ikke være en kop eller en magnet, du får med hjem fra Solvang. Byen har mere end 150 specialforretninger, hvor du kan finde mange flere sjove, små ting til minde fra ferien. For eksempel er der et par butikker, der kun sælger hatte i alle afskygninger, mens en anden forretning er specialiseret i sokker. I butikken Jule Hus kan du få unikt julepynt. Og i Pebble People kan du købe et kukur til hele familien. Uanset om du køber noget eller ej, er det sjovt at gå og kigge på de mange mærkværdige ting, amerikanerne forbinder med “Little Denmark”.