Halloween i USA
7 amerikanske højtider, du skal fejre i hjemlandet
Halloween i USA er ikke det samme som Halloween herhjemme. Selvom amerikanske traditioner som Valentinsdag og thanksgiving vinder større indpas i Europa, er de stadig noget ganske særligt i deres hjemland. Vi har samlet de 7 største højtider i USA og guider til, hvor og hvornår de skal opleves.
1. Halloween i USA
- Hvad: Den amerikanske version af Allehelgensaften
- Hvornår: 31. oktober
- Hvor: Chicago
Halloween i USA er faktisk ikke amerikansk. Højtiden stammer oprindeligt fra de britiske øer, hvor kelterne startede den uhyggelige tradition. De mente, at de døde ville genopstå den 31. oktober, så de klædte sig farligt ud for at skræmme genfærdene. Traditionen er formentlig kommet med de britiske immigranter over Atlanten, da nybyggerne kom til USA. Siden har halloween udviklet sig til at blive forbundet mere med USA, græskar, festlige kostumer og en overflod af søde sager.
Chicago er en fed by at være turist i og en perfekt by at besøge, hvis du vil fejre Halloween i USA. Det er en rigtig storby, hvor der findes mange festligheder at vælge mellem. Lej et skræmmende kostume, gå med i en maskerade, besøg et hjemsøgt hus eller se en gyserfilm i biografen. Der findes desuden flere store Halloween-parader, som du kan se på, hvis du foretrækker det fremfor at være en del af en.
2. Thanksgiving i USA
- Hvad: Den amerikanske taksigelsesdag
- Hvornår: Fjerde torsdag i november
- Hvor: New York
Thanksgiving er en rigtig familiehøjtid, og den sidste weekend i november samles amerikanerne for at fejre denne klassiske helligdag i USA. Det foregår som regel med en stor kalkun, parader i gaden, store sportsbegivenheder og samvær med nære og kære.
Vi foreslår at fejre højtiden på klassisk vis i en klassisk by, nemlig New York. Du skal booke bord i god tid, men lykkes det at få en rigtig amerikansk Thanksgiving-middag, vil det helt sikkert være det værd. Lykkes det ikke at få kalkun og søde kartofler, skal du dog ikke fortvivle. Her findes mad fra alle verdenshjørner, og du kan altid afslutte med en klassisk amerikansk tærte med æble eller græskar.
Om dagen må du ikke misse Macys traditionelle Thanksgiving Day Parade. Den har fundet sted siden 1924 og markerer, at julesæsonen i New York er i gang. Her venter enorme balloner, dans, kostumer, kendisser og masser af sjov.
3. Black Friday
- Hvad: Starten på julehandel
- Hvornår: Dagen efter Thanksgiving, fjerde fredag i november
- Hvor: Orlando, Florida
USA’s allerstørste shoppingdag falder dagen efter Thanksgiving. Her åbner butikkerne tidligt – flere og flere allerede ved midnat – og lukker sent fredag aften. Hvis du ikke allerede befinder dig i New York til Thanksgiving og skal ud at shoppe kalorierne af, er Orlando det perfekte sted at være til Black Friday.
Her er lunt og solrigt, og så er shoppingmulighederne uden sidestykke. Hvorfor ikke afslutte november med lækkert sommervejr, fantastiske forlystelsesparker og tre enorme outlet malls fulde af fund til stærkt nedsatte priser? Shop kendte amerikanske mærker, international mode, elektronik og fine souvernirs til familie og venner derhjemme.
Nogle af de største outlet malls er Orlando International Premium Outlets, Mall at Millennia og Orlando Outlet Marketplace.
4. Mardi Gras
- Hvad: Karneval/fastelavn
- Hvornår: Fra 6. januar til og med fastelavn
- Hvor: New Orleans, Louisiana
Glem alt om fastelavnsris og fastelavnsboller – højtiden skal opleves i de amerikanske sydstater! Mardi Gras som er navnet på fastelavn i USA, er blevet fejret i New Orleans siden 1699, og byen har en lang tradition for karneval med kostumer, dans og musik. Her bliver der festet fra januar til “Fat Tuesday”, som er den sidste dag karneval, der falder mellem 3. februar og 9. marts. Den sidste dag er officiel helligdag i staterne Louisiana og Alabama, så her er festen størst.
Oplev fantastiske temaparader, løsslupne folkefester og det traditionelle bagværk “king cake”, som er en kanelkage med farverig glasur og en lille plastikdukke (!) i midten. Fejringen står på i flere uger og afsluttes med et storslået bal, som arrangeres af Louisianas ældste karnevalorganisation.
5. Valentine's Day
- Hvad: Valentinsdag
- Hvornår: 14. februar
- Hvor: San Francisco
Højtiden fejredes oprindeligt for at hylde helgenen Valentin, og vi har vores egen variant af Valentinsdag herhjemme. Men i USA er fejringen blevet en stor, kommerciel begivenhed, og hvert år sender amerikanerne 190 millioner Valentine’s Day-kort til hinanden.
Kærlighedens egen dag behøver dog ikke hylde den romantiske kærlighed. Hvorfor ikke rejse til USA med din bedste ven? Din mormor, som altid er nysgerrig på at opleve nye steder? Din teenagesøn, som elsker dig inderst inde? Eller måske bare dig selv? Vi foreslår den charmerende storby San Francisco, hvis du vil fejre den uofficielle helligdag i USA.
San Francisco er byen, der lod folk gå i hippieklæder under “Summer of Love” i 1969 og stod i spidsen for LGBT-bevægelsen. Du kan opleve klassiske attraktioner som den attraktive havnefront og de gamle sporvogne, der kører over de skæve gader, og se tågen lægge sig over San Francisco Bay. Spis en god middag og hyld, at kærligheden kan se ud på mange forskellige måder i denne mangfoldige by.
6. Kamehameha Day
- Hvad: En officiel helligdag i Hawaii til ære for den første monark
- Hvornår: 11. juni
- Hvor: Hele Hawaii
Hawaiis historie går betydeligt længere tilbage i tiden end til 1950, hvor øgruppen blev en amerikansk delstat. Siden 1871 har man fejret Kamehameha Day til ære for den hawaiianske monark Kamehameha I, og i dag er det en dag med fest, konkurrencer og parader i hele Hawaii. På fastlandet er det dog ikke en helligdag i USA.
Dagens højdepunkt er blomsterparaderne, der afholdes forskellige steder på øerne. Derefter er der traditionel hula-dans, blomsterguirlander, mad, musik og gadefest for alle pengene. Lad dig opsluge af feststemningen, og deltag i hyldesten af det gamle, traditionelle Hawaii.
7. Independence Day
- Hvad: USA’s nationaldag
- Hvornår: 4. juli
- Hvor: Lake Tahoe, Californien
Uafhængighedsdagen er nok den største helligdag i USA, hvor hele landet har fri. Den fejres til ære for 4. juli 1776, da man erklærede sig uafhængig af Storbritannien. Dagen fejres med pomp og pragt over hele landet – som regel med grillaftener, fyrværkeri, Pabst Blue Ribbon-øl og kager i det amerikanske flags farver.
Lake Tahoe er et af de mest populære steder i det vestlige USA at fejre 4th of July, som dagen også kaldes. 100.000 mennesker udefra kommer til byen for at nyde middage, fester, særlige Independence Day-arrangementer og det storslåede fyrværkeri over søen om aftenen. Skal du være en af dem, er du garanteret en stor, national fest.
Interesseret i en rejse til USA?
Er du interesseret i en rejse til USA, Canada, Caribien eller Mexico? Så bestil et uforpligtende rejsetilbud, eller giv os et kald inden for vores åbningstider. Nedenfor kan du se, hvordan vi sammen finder frem til din drømmerejse.
GRATIS REJSETILBUD
Det er ganske gratis at få et rejsetilbud, så tøv ikke med at skrive til os eller ring på 30 702 702. Når vi modtager din henvendelse finder vi en rejserådgiver, som er ekspert i lige netop dit ønskede rejsemål.
SAMTALE OM REJSEN
Din rejserådgiver vil kontakte dig og høre mere om dine rejseønsker. Vores fokus er altid, at du får den bedste tur med god tid til at opleve de ting, der betyder mest for dig og dine medrejsende.
SKRÆDDERSYET TIL DIG
Baseret på jeres snak sammensætter vi en rejseplan og tilbud til dig, som kan ses på vores online rejseunivers, Min Rejse. Når alt er, som den skal være, booker vi det hele som aftalt.
DU SKAL UD AT REJSE
Ha' en fantastisk rejse. Husk, vi er med dig både før, under og efter rejsen, hvis du har spørgsmål eller får brug for hjælp undervejs. Når du kommer hjem, ringer vi til dig for at høre om dine oplevelser.