Derfor skal du rejse til Hawaii
6 grunde til du vil elske det
Herman Nielsen, som er flyansvarlig hos USA Tours, er for nylig kommet hjem fra en ferie på Hawaii og har fået lyst til at sende mange andre afsted til den smukke øgruppe. Her deler han ud af de største fordele, som du også kan nyde godt af, hvis du beslutter dig for at holde ferie på Hawaii.
1. Stabilt varmt vejr
På en ferie på Hawaii kan du være sikker på varme. De månedlige gennemsnitstemperaturer svinger mellem 23 og 27 grader over hele året, så du kan med ro i sjælen rejse på alle tidspunkter, hvis det er varme, du drømmer om. Det kan sagtens være overskyet og regne, men det bliver aldrig køligt. Jeg oplevede både skyer og regnskyl, især når vi tog ind i landet, men med et regnslag i tasken var der ikke noget, der hed dårligt vejr. Og heldigvis skinnede solen ude ved kysten, så når vi lå ved stranden, var det intet problem.
2. En helt særlig, afslappet stemning
Min kæreste og jeg jokede med, om vi mon ville blive modtaget i lufthavnen med hulapiger og få en blomsterkrans om halsen. Det gjorde vi ikke, men vi havde ikke opholdt os på Hawaii ret længe, før vi mærkede den helt særlige stemning, der er på øerne. De lokale er enormt venlige og tager alting meget cool, meget loose. Forestillingen om, at det hele er surfere, palmer og søbrise, er ikke ren fantasi. Hawaii er virkelig et ubekymret og skønt sted at være.
3. Fantastiske strande
Man regner selvfølgelig med smukke strande, når man tager på ferie på Hawaii. Men SÅ smukke og forskelligartede strande havde jeg alligevel ikke kunnet forestille mig. Vi var på tre forskellige øer, så vi fik set en del strande – og ikke to var ens. På den livlige Waikiki Beach lå vi i fint, hvidt sand og nød udsigten til storbyen Honolulu den ene vej og bjerget Diamond Head den anden. På Ka’anapali Beach kunne vi gå flere kilometer i fred på den brede, lysebrune sandstrand. Og på Wai’anapanapa Black Sand Beach oplevede vi det særprægede syn af sort sand. På en ferie på Hawaii får du altså ikke bare strande, du kan solbade på, men også strande, der er en udflugt værd.
4. Naturoplevelser for aktive og dovne
Naturen er en vigtig del af rejsen til Hawaii. Der er alt fra frodig regnskov til golde månelandskaber. Man kan se flydende og størknet lava, bade i underjordiske ferskvandshuller og finde strande med rødt og sort sand. Der er altså rig mulighed for at komme ud og være aktiv på sin ferie på Hawaii. Men det gode er, at man også kan få masser af naturoplevelser uden at få sved på panden. Vi havde bil på Maui og Big Island og kørte mange ture til smukke udkigsposter og parkeringspladser, hvorfra man kan nøjes med at gå en lille tur, for eksempel til det 135 meter høje Akaka Falls. Vi brugte også en hel dag på at køre den berømte tur “Road to Hana”, som er én lang naturoplevelse. Så uanset hvad du er til, kan du opleve øernes vilde natur.
5. Amerikansk sikkerhed i eksotiske omgivelser
Selvom naturen er vild og eksotisk, er samfundet på Hawaii indrettet i vestlig stil. Infrastrukturen, sproget og sikkerheden på Hawaii minder mere om at være i USA end i en lille østat langt fra civilisationen. Den lokale kultur er heldigvis stadig intakt, men man får også alle de praktiske fordele ved at rejse i USA. Det betyder, at du ikke skal bekymre dig om pirattaxier, dårlig hygiejne og hvad der ellers følger med på en rejse i mindre udviklede paradislande.
6. Tre øer, tre forskellige verdener
Når du rejser til Hawaii, kommer du ikke blot til en anden verden. Du har faktisk mulighed for at komme til adskillige forskellige verdener. Vi var på de tre øer Oahu, Maui og Big Island, som bød på tre vidt forskellige slags oplevelser. Oahu har hovedstaden Honolulu og Pearl Harbor, hvor der er masser af underholdning og liv. Maui har fantastiske badestrande, hvor man kan slappe helt af. Og Big Island har aktive vulkaner og storslåede landskaber, man kan udforske på dagture. Du kan flyve indenrigs mellem øerne på 50 minutter, men føle, at du besøger tre forskellige lande på én og samme ferie på Hawaii.
Interesseret i en rejse til Hawaii?
Er du interesseret i en rejse til USA, Canada, Caribien eller Mexico? Så bestil et uforpligtende rejsetilbud, eller giv os et kald inden for vores åbningstider. Nedenfor kan du se, hvordan vi sammen finder frem til din drømmerejse.
GRATIS REJSETILBUD
Det er ganske gratis at få et rejsetilbud, så tøv ikke med at skrive til os eller ring på 30 702 702. Når vi modtager din henvendelse finder vi en rejserådgiver, som er ekspert i lige netop dit ønskede rejsemål.
SAMTALE OM REJSEN
Din rejserådgiver vil kontakte dig og høre mere om dine rejseønsker. Vores fokus er altid, at du får den bedste tur med god tid til at opleve de ting, der betyder mest for dig og dine medrejsende.
SKRÆDDERSYET TIL DIG
Baseret på jeres snak sammensætter vi en rejseplan og tilbud til dig, som kan ses på vores online rejseunivers, Min Rejse. Når alt er, som den skal være, booker vi det hele som aftalt.
DU SKAL UD AT REJSE
Ha' en fantastisk rejse. Husk, vi er med dig både før, under og efter rejsen, hvis du har spørgsmål eller får brug for hjælp undervejs. Når du kommer hjem, ringer vi til dig for at høre om dine oplevelser.