Guide til indrejse i USA
Det skal du vide om pas, ESTA og papirer
En rejse til USA er altid fuld af store oplevelser. Men det er sjovest at gemme spændingen, til man er på den rigtige side af grænsekontrollen. Inden du når så langt, er der nogle formaliteter, der skal være i orden. Vi guider dig til en gnidningsfri indrejse i USA.
Visum til USA?
Som dansk statsborger behøver du som regel ikke et visum ved indrejse i USA. Danmark er nemlig en del af Visa Waiver-programmet, der tillader turister at opholde sig 90 dage i USA uden visum. De fleste danskere skal derfor ikke ansøge om visum. Du skal i stedet søge om ESTA (se nedenfor).
Der er dog undtagelser, der kræver, at du søger et turistvisum. Det gør du på den amerikanske ambassade i København. Men kun hvis du:
- Skal på ferie i USA mere end 90 dage
- Skal studere i USA
- Skal arbejde i USA
- Er tidligere straffet
- Har fået afslag på ESTA
- Tidligere har fået afslag på visum
- Har rejst i i Irak, Iran, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien eller Yemen efter 1. marts 2011
ESTA til USA
Når du skal til USA som dansk turist, skal du søge om ESTA, som er en elektronisk forhåndsgodkendelse til indrejse i USA. Det gælder også, hvis du bare mellemlander i USA på vej til et andet land.
ESTA er gyldig i 2 år, så har du fået en godkendelse i forbindelse med en tidligere rejse til USA, behøver du ikke at søge en ny, hvis der ikke er gået mere end 2 år. Men du skal opdatere din ESTA, så din nye destination bliver korrekt i systemet. Har du fået nyt pas i mellemtiden, skal du dog ansøge om ny ESTA.
Du skal sende din ansøgning senest 72 timer før afrejse, men vi anbefaler at gøre det, så snart du har booket din rejse. I ansøgningen skal du svare på en hel del spørgsmål, som kan virke mærkelige (for eksempel om du har begået terror o.l.), men det er vigtigt, at du svarer korrekt på det hele.
Du ansøger på U.S. Customs and Border Protections hjemmeside. Her kan du også tjekke status for din ansøgning og se godkendelsen. Den kommer som regel inden for et par dage. ESTA koster 21 USD per person.
OBS: Mellemlander du i Canada på vej til USA, skal du også søge om forhåndsgodkendelse til at komme ind i Canada (eTA). Du ansøger her.
Hvis du mellemlander i Storbritannien skal du pr. 2. april 2025 søge om ETA. Du ansøger her.
Krav til pas ved indrejse i USA
Dit pas skal være gyldigt i hele perioden, du rejser i USA. Passets udløbsdato må altså ikke være, mens du befinder dig i USA. Udløber passet derimod dagen efter, du er kommet hjem fra ferie, er det i de fleste tilfælde ok.
Undtagelsen på dén regel er, hvis du skal på krydstogt i USA eller Caribien. Nogle rederier kræver, at passagerernes pas er gyldige 6 måneder efter rejsen.
Forlængede danske pas bliver accepteret ved indrejse i USA. Provisoriske pas (nødpas) accepteres dog kun ved udrejse. Det vil sige, at hvis du mister dit pas på rejsen, kan du få lavet et nødpas og rejse hjem på det. Men for at komme ind i landet skal du have et rigtigt pas.
Regler for børns indrejse i USA
Børn skal have deres eget gyldige pas, når de rejser til USA. Det er altså ikke længere nok at være skrevet ind i forældrenes pas – uanset hvor små børnene er.
Børn, der rejser til USA, med kun én forælder, eller med en voksen, som ikke er forælder eller værge (for eksempel et andet familiemedlem, en ven, en fodboldtræner e.l.), skal barnet have en skriftlig tilladelse fra den anden eller begge forældre. Det betyder, at hvis du rejser alene med dit barn, skal barnets anden forælder give tilladelse til det. Rejser dit barn med en anden voksen, skal du og barnets anden forælder give tilladelse til det. Se mere her.
Sådan foregår indrejse i USA
Når du rejser ind i USA, skal du være forberedt på, at det kan tage tid at komme igennem grænsekontrollen i lufthavnen. Når du lander, går du til kontrolposten for immigration og stiller dig i køen for udlændinge. Her skal du scanne dit pas, have taget aftryk af dine fingre og have taget et billede til de amerikanske myndigheder.
Ved skranken møder du en fra U.S. Border and Customs Protection, som tjekker din ESTA og giver dig den endelige tilladelse til at komme ind i USA. Nogle gange kan de finde på at spørge ind til dit formål med rejsen, hvor du skal bo og hvem du rejser med. Derfor er det en god idé at have dokumentation for din hjemrejse og en adresse på det første sted, du skal bo i USA.
Skal du mellemlande i USA, er det vigtigt, at du har et par timer inden næste flyvning, da du skal igennem immigrationen det første sted, du lander. Nogle gange skal du også hente din bagage ved ankomst og tjekke den ind igen i transit-lufthavnen.
Toldregler i USA
Efter immigrationskontrollen skal du igennem tolden. Husk at deklarere hvis du har noget med der er toldpligtigt. Det kan f.eks. være store værdier, fødevarer og og særlige genstande.