- OVERSIGT
- REJSEFORSLAG
- VEJRET
- ANDRE DESTINATIONER BESTIL TILBUD
Besøg storbyen, hvor USA blev født
Philadelphia er en flot og kulturrig storby, der fortjener langt mere opmærksomhed, end den får. Her kan du blandt andet se, hvor den amerikanske uafhængighedserklæring og forfatning blev udarbejdet og dannede det USA, vi kender i dag.
Læg dertil momsfri shopping, den verdenskendte “Philly cheesesteak”, hyggelige parker, super museer og mulighed for at løbe op af de samme trapper som Rocky gør i de berømte film af samme navn. En rejse til Philadelphia i Pennsylvania er med andre ord en storbyferie med noget for enhver og et oplagt stop på en rundrejse i det østlige USA.
Fakta om Philadelphia
Indbyggertal: 1,6 mio.
Tidsforskel: -6 timer
Ideelt rejsetidspunkt: Hele året
Visum: Nej, op til 90 dage
UM’s Rejsevejledning: Læs mere her..
Rejseforslag til Østkysten i USA
Det skal du opleve i Philadelphia
Old City – hvor USA blev til
En rejse til Philadelphia er en rejse til USA’s tilblivelse som nation. Det var her, landet blev løsrevet fra Storbritannien og blev sit eget. Den vigtige historiske brik kan du blive klogere på i den lille bydel Old City, hvor flere mindesmærker ligger.
Besøg Independence Hall, hvor “the Founding Fathers” i 1776 underskrev Uafhængighedserklæringen. 11 år senere blev forfatningen, U.S. Constitution, som stadig er den højeste lov i landet, skrevet i samme bygning. I dag er bygningen UNESCO-fredet, og du kan komme på en guidet tur indeni.
Ved siden af hænger den store klokke Liberty Bell, der er et af de mest berømte symboler på frihed, da den ringede for at markere uafhængigheden den 4. juli 1776.
I Old City finder du også landets ældste gade, Elfreth’s Alley, der er en hyggelig, lille brostensbelagt gade med smalle byhuse. Du kan se den gamle regeringsbygning, Congress Hall, hvor Kongressen holdt til fra 1790 til 1800, inden Washington, D.C. blev landets nye hovedstad. Og du kan se Betsy Ross’ hus, som efter sigende er der, hvor det første amerikanske flag, Stars and Stripes, blev syet.
Center City – parker og momsfrit tøj
I Philadelphia findes udtrykket “downtown” ikke – her hedder det Center City, og det er i denne del af byen, du finder byens liv mellem højhusene og i hyggelige parker.
De mest berømte gader er Walnut Street og Chestnut Street, hvor et utal af butikker, caféer og restauranter er koncentreret. Det kan især betale sig at forny garderoben på din rejse til Philadelphia, da staten Pennsylvania ikke har moms på tøj og sko, så du kan shoppe ekstra meget for de samme lommepenge som i andre byer.
I Center City finder du også parkerne Love Park, som er en lille park med en stor LOVE-skulptur, og Sister Cities Park, hvor du kan nyde en kop kaffe med udsigt til både højhuse og grønne omgivelser.
Vil du hellere se byens skyline fra oven, kan du tage en tur op i landets største rådhus, der ligger midt i centrum. Det er et imponerende stykke arkitektur, der tog mere end 30 år at bygge, og fra tårnets top i 167 meters højde kan du få en endnu mere imponerende udsigt.
Kunst – og Rocky Balboa
Det store kunstmuseum Philadelphia Museum of Art er et af landets største og har værker af kunstnere som Picasso, Dalí og Van Gogh hængende på væggene. Men trods samlingen på flere hundredtusind værker er museet mere kendt for noget andet.
Siden den første film om Rocky Balboa i 1976 har trapperne op til museet været en stor attraktion i sig selv. Det er nemlig her, Sylvester Stallone løber i de berømte film. Du kan selv tage turen op ad de 72 trin, “Rocky Steps”, der er på trappen til museet, og stå med armene i vejret, som Rocky gjorde. Her kan du få et sjovt billede og en fantastisk udsigt over byen.
For foden af trapperne står en statue af Rocky, som blev lavet til en scene i den tredje film, og som i dag er en af byens største attraktioner.
Verdensberømt sandwich
Som en ægte storby har Philadelphia masser af gode restauranter og mad fra alle verdenshjørner, men den absolut mest berømte spise er en “Philly cheesesteak”.
Det er en sandwich i hvidt brød med tynde skiver af oksekød, masser af smeltet ost og løg, hvis man vil have det. Den er ikke lavet efter kostpyramidens regler, men den er verdensberømt af en grund, og du skal helt sikkert prøve en på din rejse til Philadelphia!
Du kan finde dem over hele byen, men der er særligt to steder, der er kendte for den lokale specialitet: Pat’s King of Steaks og Geno’s Steaks, der ligger på hvert deres gadehjørne i samme kryds. Konkurrencen er enorm, og derfor leverer de begge varen hver gang.