BESTIL TILBUD
30 872 872

Roadtrip på Route 66

Den ultimative kør selv-ferie ad den ikoniske landevej

21 dage fra 9.295 kr.

Roadtrip på Route 66

21 dage fra 9.295 kr.

Kør en tur for livet på Route 66

Et roadtrip på Route 66 er en helt unik rejse gennem historiske byer, smukke landskaber og ikoniske landemærker i otte stater og tre tidszoner. På vejen kan I sove på klassiske moteller, spise på retro dinere og fylde benzin på ved tankstationer, der ligner noget fra 50’erne – stemningen på Route 66 er en oplevelse i sig selv. Kør også forbi Grand Canyon og Las Vegas, så er det ultimative roadtrip i USA fuldendt.

Nedenstående rejseplan er ikke fast, men kan tilpasses efter ønske.

Foreslået rejseplan
DAG 1 - 4: CHICAGO

Verdensberømt skulptur Cloud Gate i Millennium Park i ChicagoVi anbefaler at starte i Chicago, Illinois. Man kan også køre Route 66 fra vest til øst, men den historisk rigtige vej at køre er fra Chicago i øst til Los Angeles i vest. Route 66 blev nemlig bygget i denne retning, for at folk i Midtvesten i 30’erne kunne komme til Vestkysten i håb om en bedre fremtid under depressionen. Men inden I begiver jer ud på vejene, foreslår vi at tage tre nætter i den livlige storby Chicago.

Her kan I opleve en rigtig amerikansk storby med en imponerende skyline (faktisk var Chicago den første by til at få en skyskraber i 1885), men også grønne områder og langt færre turister end i eksempelvis New York. I kan starte med at få et overblik over byen og Lake Michigan med et besøg i Willis Tower, som er den næsthøjeste bygning i USA. I 412 meters højde kan I stå på et gulv af glas og se ned på byen og langt ud i horisonten.

Senere er en tur i den store bypark Millennium Park et must. Her er blevet afholdt mange store koncerter, og her er adskillige skulpturer at kigge på midt i byens grønne oase. Det er også her, den berømte “bønne”, Cloud Gate, står. Det er et unikt moderne monument, som det er sjovt at spejle sig selv og byen i.

Når I har set de største attraktioner, er der masser af andre aktiviteter for enhver smag i Chicago: shop i butiksmekkaet på Magnificent Mile, tag på en guidet “gangster tour” i byens gamle mafiaområder, gå til en kamp med et af byens store sportshold eller smag de lokale specialiteter som deep-dish pizza og Chicago dog.

På fjerdedagen kan I starte bilen og køre til St. Louis, Missouri (480 km/300 mil – 4,5 timer)

DAG 4 – 6: ST. LOUIS

Sejl i hjuldamper på Mississippi-flodenNu starter roadtrippet på Route 66 for alvor. Strækningen gennem Illinois er en af de velbevarede strækninger, hvor I kan køre på den originale vej det meste af tiden. På nogle strækninger senere på turen er I derimod nødt til at tage den “nye” motorvej, da den originale Route 66 er nedlagt. Men her kan I altså glæde jer til at se den gamle vej og de mange levn fra midten af 1900-tallet, hvor bilismen blomstrede.

Gør et stop i Illinois’ hovedstad, Springfield, hvor der er flere klassiske Route 66-moteller og den kendte diner Cozy Dog Drive In, hvor I kan få en typisk amerikansk hotdog på pind. Rejser I i sensommeren, kan I endda være heldige at ramme ind i byen Birthplace of Route 66 Festival, hvor den historiske vej hyldes over flere dage.

Springfield er også kendt som Abraham Lincolns hjemby og byder på masser af historie. Her kan I se hans gamle hjem, det imponerende gravsted Lincoln Tomb og Presidential Library & Museum, hvor I kan lære alt om den betydningsfulde præsident, der blandt andet var med til at afskaffe slaveriet i 1860’erne.

Senere kommer I til St. Louis, som ligger lige på den anden side af Mississippi-floden, der også udgør grænsen mellem Illinois og Missouri. Byen kaldes “Porten til Vesten”, da det var her, mange nybyggere fra øst rejste igennem på deres vej mod vest. I vil blive hilst velkommen af en fysisk port, The Gateway Arch, som er byens store vartegn. Det er en 192 meter høj bue i sølv, som står ved flodens bred. I kan komme op i toppen, hvis I vil have en flot udsigt over byen og floden.

I St. Louis kan vi også anbefale at tage en sejltur med en hjuldamper på Mississippi. Hjuldamperne er tro kopier af de oprindelige fra 1800-tallet, så det er en sjov måde at se byens havnefront og lidt af den kendte flod.

Herfra kan I køre til Tulsa, Oklahoma (640 km/400 mil – 5,5 timer)

DAG 6 – 7: TULSA

Golden Driller statue i Tulsa, OklahomaTuren går videre tværs gennem Missouri og et lille stykke ind i Kansas, inden I kommer til den fjerde stat, Oklahoma, hvor der også er spændende stop på vejen til Tulsa.

I Oklahoma levede mange indfødte amerikanere af Cherokee-stammen, og selvom mange er blevet fordrevede, er det stadig muligt at møde ægte indianere. Cherokee-stammen er den største i USA og har mere end 355.000 indbyggere i den officielt anerkendte Cherokee Nation.

Det mest populære sted at lære om indianerne er på Will Rogers Memorial Museum. Will Rogers var en populær skuespiller og offentlig person fra Cherokee-stammen. Han var stolt af sit ophav, og gennem sine optrædener i populærkulturen i 20’erne og 30’erne fik folk et indblik i hans og resten af stammens kultur. Det kan I også få på museet.

Kort før I når Tulsa, kan I se en anden af Route 66’s kendte seværdigheder i forstaden Catoosa. Der er tale om Blue Whale of Catoosa, som er en gammel vandrutsjebane i form af en stor, blå hval, der ligger i en lille sø ved vejen. Det var et populært sted for amerikanerne at gøre stop på deres bilferie i 70’erne og 80’erne, så selvom I ikke selv kan få en tur på hvalen, er det et sjovt sted at se.

I Tulsa kan I se den 23 meter høje statue Golden Driller, som forestiller en oliearbejder. Den står og rager op som en af landets største statuer til ære for de mange, der arbejdede i den tidligere hovedstad for olieindustrien.

Herefter kan I køre til Oklahoma City (170 km/110 mil – 1,5 time)

DAG 7 – 9: OKLAHOMA CITY

Bricktown i Oklahoma CityPå vej til Oklahoma City vil I igen have mulighed for at stoppe ved nogle sjove steder langs Route 66. Den ene er Arcadia Round Barn, som er en rød, rund lade, der blev bygget i 1898 til opbevaring af korn, men blev senere ryddet og omdannet til dansegulv. Her kom mange musikere og store flokke af danseglade amerikanere i begyndelsen af 1900-tallet, og da Route 66 i 1928 blev anlagt tæt ved laden, blev det endnu mere populært at stoppe her, og i dag er den et nationalt landemærke.

I samme by kan I besøge Pops 66, som er slaraffenland for sodavandselskere. Her er nemlig intet mindre end 700 forskellige slags sodavand og læskedrikke på den såkaldte Soda Ranch. Her kan I prøve smagsvarianter som bacon, chokolade og buffalo wings, hvilket er en mærkelig, men sjov og meget amerikansk oplevelse.

Når I kommer til Oklahoma City, kan I nyde en storby i Midtvesten. Her er masser af seværdigheder med relation til byens placering midt i cowboy-land og lækre spisesteder med amerikanske klassikere i traditionelle og moderne fortolkninger.

Vi kan anbefale at tage en tur på kanalerne i Bricktown, som er et kvarter fuld af gamle varehuse. I dag er det et hyggeligt centrum med restauranter og butikker. Tager I en sejltur med Bricktown Water Taxis, kan I få en god introduktion til området og dets historie, inden I udforsker det til fods.

Herfra kan I køre til Amarillo, Texas (450 km/280 mil – 4 timer)

DAG 9 - 10: AMARILLO

Cadillac Ranch er offentligt kunst i Amarillo i TexasTuren går videre til Texas Panhandle, som man kalder det nordvestlige hjørne af “the Lone Star State”. Her går Route 66 gennem Texas’ åbne vidder, hvor der er flere kvæg end mennesker, og hvor små byer er blevet forladt og står tilbage som fascinerende ghost towns.

Amarillo er til gengæld ikke spor efterladt. Det er her, det berømte landemærke Cadillac Ranch findes, så byen har mange turister og det, der medfølger af restauranter og souvenirbutikker.

I skal naturligvis se Cadillac Ranch, som er en kunstinstallation bestående af 10 gamle Cadillac-biler, der står begravet med forenden i jorden. De er malede i hidsige neonfarver, så de vækker stor opmærksomhed, som de står dér i ødemarken – et must på jeres Route 66-roadtrip.

Om aftenen kan I besøge den berømte restaurant Big Texan Steak Ranch, der lokker med en gratis steak, hvis man kan spise den hele på under en time – og den er vel at mærke på to kilo. Det er lidt af et (umuligt) ædegilde, men det er sjovt at se stedet, som har eksisteret siden 1960 med sin saloon-stemning og en “Hall of Fame”, hvor bøfkongerne hænger.

Herefter kan I køre til Santa Fe, New Mexico (450 km/280 mil – 4 timer)

DAG 10 - 12: SANTA FE

Santa Fe i New MexicoPå vejen ud af Texas mod New Mexico når I til det punkt, hvor I er halvvejs på ruten mellem Chicago og Los Angeles. Det er markeret med de store 66-mærker på asfalten og den legendariske diner Midpoint Café. Vi kan anbefale at gøre et pitstop her og få en milkshake, en burger eller bare et billede, inden I kører videre.

I Santa Fe venter en lille, hyggelig by med gamle, karakteristiske lerstensbygninger. I dem finder I mange gallerier, kunstneriske butikker og sjove spisesteder, der serverer lækker Tex-Mex, som er den stærkt mexicansk inspirerede mad, man får i Texas.

Ikke langt fra byen kan I besøge det smukke og spændende Bandelier National Monument. I en dal med rå klipper kan I se indgraverede motiver og huler, som stammer fra de indfødte Ancestral Pueblo-folk. De levede i området fra 1150 til 1550, og i dag kan I se, hvor de opbevarede deres mad og afholdt deres ceremonier.

Fra Santa Fe kan I køre til Holbrook, Arizona (470 km/300 mil – 4 timer)

DAG 12 - 14: HOLBROOK

Petrified National Park i HolbrookTuren går videre mod Holbrook i Arizona, men på vejen anbefaler vi at køre op omkring Navajo-indianerreservatet. Navajo Nation har ligesom Cherokee deres egne indbyggere og deres eget samfund, som I her kan besøge. Navajo er den stamme, der har det største areal i USA, og indbyggerne har deres eget sprog, som de stadig bruger flittigt.

Der er masser at tage sig til i reservatet. I kan hike eller ride gennem landskabet, se indianerne lave deres særlige kunst og håndværk og lære mere om kulturen på flere museer i området. Som en lidt anderledes oplevelse kan I besøge et af de casinoer, som indianerne ejer. De er en vigtig indtægtskilde for Navajo-indianerne, så det er en sjov måde at støtte dem på.

Vi anbefaler to overnatninger i Holbrook, for at I også har tid til at opleve Petrified Forest National Park. Den ligger i Painted Desert-ørkenen, hvor landskabet er øde og tørt, men i mange forskellige farver. Det mest specielle er dog de forstenede træer, der har givet parken sit navn. Her ligger nemlig store træstammer, der er mere end 200 millioner år gamle, som ser meget fascinerende ud i den farvede ørken. Det kan helt klart anbefales at gå en tur, for eksempel ad Giant Logs-ruten eller Long Logs-ruten.

Herfra kan I køre videre til Grand Canyon (290 km/180 mil – 3 timer)

DAG 14 - 16: GRAND CANYON

Grand CanyonNæste stop på det legendariske roadtrip er ved Grand Canyon – et af verdens helt store naturvidundere. Den enorme kløft ligger lidt nord for Route 66, så det er oplagt at køre forbi for at se dette naturfænomen, som alle bør opleve på et tidspunkt i livet.

På vejen kan I også se Meteor Crater, der anses for at være det bedst bevarede meteorkrater i verden. Med en bredde på 1,2 kilometer og en dybde på 170 meter er det et ret vildt syn, når man tænker på, at det er skabt ved en meteor, der har ramt jorden fra rummet for tusindvis af år siden.

I kan også stoppe i spøgelsesbyen Two Guns, hvor der stadig står en gammel tankstation og bygninger fra campingpladser, da den engang var et populært sted for rejsende til Grand Canyon, men siden er blevet forladt. Det ser lidt uhyggeligt ud, men der kan komme nogle seje billeder ud af et besøg.

Ved selve Grand Canyon anbefaler vi også to overnatninger, så I har en fuld dag til at opleve den smukke kløft fra flere vinkler. I kan for eksempel stå tidligt op og vandre ned i den, inden det bliver for varmt, eller river rafte på Colorado River, der løber i bunden af kløften. Lyder det for anstrengende, kan I køre til forskellige udsigtsposter langs kanten og se den fra oven, hvilket også byder på bjergtagende syn. Eller I kan tage en helikoptertur og få en fornemmelse af dens storhed.

Herefter anbefaler vi at køre til Las Vegas, Nevada (440 km/270 mil – 4,5 timer)

DAG 16 - 18: LAS VEGAS

The Strip i Las Vegas, NevadaDet næste stop på turen er heller ikke lige ved Route 66, men vi synes ikke, I skal snydes for at opleve Las Vegas, når I alligevel er på disse kanter. Som en funklende juvel midt i Nevadas ørken ligger spillebyen og lyser op med sine store luksushoteller og overdrevne byggerier. Her kan I for eksempel både se Eiffeltårnet, New Yorks skyline, Egyptens pyramider og Venedigs kanaler – for Las Vegas har alt.

Det er en kæmpe oplevelse bare at gå på hovedgaden The Strip, hvor det meste er samlet, og hvor alt lyser og blinker i et festligt virvar. Men det kan også anbefales at deltage i showet. Prøv for eksempel at spille med på et af kasinoerne, gå til en koncert eller se det berømte akrobatikshow Cirque du Soleil.

I kan også shoppe løs i byens store outlet-butikker Premium Outlets, hvor alle de kendte mærker sælges til nedsatte priser, og om aftenen kan I tage en tur i det gigantiske pariserhjul High Roller og se byens lys i mørket.

Herfra kan I køre den sidste tur til Los Angeles, Californien (470 km/290 mil – 4,5 timer)

DAG 18 - 21: LOS ANGELES

Skilt med afslutning på Route 66 i Santa MonicaRoute 66-eventyret slutter i Los Angeles i Californien – nærmere bestemt ved Santa Monica Pier, som er havnemolen, hvor der står et skilt, som markerer enden på den legendariske vej. Det er selvfølgelig et must at se dette og få et billede med hjem til evigt minde om turen.

Derudover er der rigeligt at se og opleve i Los Angeles, så her foreslår vi at tage tre nætter, inden I flyver hjem. Filmbyen Hollywood er et must. Her kan I tage en tur i Universal Studios og se kulisser fra kendte film, prøve vilde forlystelser og se actionscener blive spillet i virkeligheden.

Vi anbefaler også en gåtur ved Walk of Fame på Hollywood Boulevard, et besøg i de rige og berømtes bydel Beverly Hills og en tur til Griffith Observatory, som ligger på toppen af en bakke i udkanten af byen, hvor I både kan se den smukke stjernehimmel og udsigten over enorme Los Angeles ved solnedgang.

I kan også slappe helt af på byens kendte strande, hvor der er masser af liv og Californien-stemning under solen og de høje palmer. Tag for eksempel til Venice Beach eller Santa Monica Beach, hvor I kan kigge på mennesker, nyde varmen og fordøje de mange oplevelser, de sidste tre uger har budt på.

Fra Los Angeles kan I flyve hjem til Danmark

REJSENS PRIS OG INDHOLD
SÆSON
MÅNEDER
LÆNGDE
PRISER
Forårmar. – maj.21 dagefra 10.295,- pr. pers.
Sommerjun. – aug.21 dagefra 12.195,- pr. pers.
Efterårsep. – nov.21 dagefra 10.995,- pr. pers.
Vinterdec. – feb.21 dagefra 9.295,- pr. pers.

Fraprisen er pr. person og gælder ved 2 voksne + 2 børn (u. 12 år) i samme værelse.
Rabat ved børn u. 12 år og større grupper.
Priserne er udregnet på baggrund af bestilling ca. 10 måneder før afrejse.
Ved højtider og helligdage må der påregnes højere priser end anført.

REJSEN INDEHOLDER
  • Fly tur/retur fra Danmark med forplejning og bagage
  • Mellemklasse hoteller
  • Ford Escape eller lign. med alle nødvendige forsikringer, fri kilometer og skatter
  • Rejseforsikring (kan tilkøbes)
  • Afbestillingsforsikring (kan tilkøbes)
  • Resort fees (kan forekomme på enkelte hoteller)

Vejret i Los Angeles, Californien

Vores rejseforslag

PRISOVERSIGT

SÆSON
MÅNEDER
LÆNGDE
PRISER
Forårmar. – maj.21 dagefra 10.295,- pr. pers.
Sommerjun. – aug.21 dagefra 12.195,- pr. pers.
Efterårsep. – nov.21 dagefra 10.995,- pr. pers.
Vinterdec. – feb.21 dagefra 9.295,- pr. pers.

Fraprisen gælder ved 2 voksne + 2 børn (u. 12 år) i samme værelse.
Rabat ved børn u. 12 år og større grupper.
Priserne er udregnet på baggrund af bestilling ca. 10 måneder før afrejse.
Ved højtider og helligdage må der påregnes højere priser end anført.

REJSEN INDEHOLDER
  • Fly tur/retur fra Danmark med forplejning og bagage
  • Mellemklasse hoteller
  • Ford Escape eller lign. med alle nødvendige forsikringer, fri kilometer og skatter
  • Rejseforsikring (kan tilkøbes)
  • Afbestillingsforsikring (kan tilkøbes)
  • Resort fees (kan forekomme på enkelte hoteller)
Bestil et uforpligtende tilbud
Personlige oplysninger
Bemærkninger

Contact Us

We're not around right now. But you can send us an email and we'll get back to you, asap.