Henriettes familieferie på Vestkysten
Det er en oplevelse for livet!
Henriette Rivold Vilhelmsen og hendes familie fik deres livs familieferie, da de var på roadtrip i Californien og det vestlige USA. Se de største højdepunkter og få hendes bedste tips til hvert stop her.
Hvor: Californien, Nevada, Utah og Arizona
Hvornår: Tre uger i marts og april
Hvem: Henriette og Thomas, deres sammenbragte døtre Ida-Marie (15 år) og Julie (21 år), onkel Michael og farmor Eva
Hvordan: Flybilletter, hoteller og lejebil var arrangeret af USA Tours
San Francisco



Vi startede i San Francisco, hvor vi så alle de klassiske seværdigheder som Golden Gate Bridge, Alcatraz-fængslet, Lombard Street, Fisherman’s Wharf og Pier 39. Det var fantastisk at se alle de her steder i virkeligheden, fordi man har hørt så meget om dem og set dem på film og billeder. Det er altså bare noget andet at stå der selv – for eksempel nede på Fisherman’s Wharf, hvor man kan høre søløverne gø og mærke den særlige stemning.
Og så kan jeg anbefale at spise på Bubba Gump Shrimp Co. på Pier 39. Det er altså sjovt at være derinde, specielt hvis man kan lide Forest Gump, for der er citater fra filmen alle vegne. Når du skal have fat i tjeneren, vender du et skilt, hvor der står “Run, Forest, run”, så det siger “Stop, Forest, stop” – det var vi meget begejstrede for.
Det bedste, vi gjorde i San Francisco, var at tage på cykeltur. Vi kørte langs vandet og krydsede Golden Gate Bridge, hvor vi havde den bedste udsigt til Alcatraz. På den anden side af broen fortsatte vi til Sausalito, som er en nuttet, lille by. Herfra tog vi en taxa hjem med cyklerne. Det var super nemt og en hyggelig ting at gøre på en familieferie.
- Højdepunkt: Udsigten til Golden Gate Bridge og Alcatraz
- Bedste tip: Lej cykler, og kør over broen til Sausalito
Yosemite National Park


Efter de første dage i San Francisco hentede vi vores store, fede Chevrolet Suburban og satte kurs mod Yosemite National Park. Også her havde vi høje forventninger, men de blev hurtigt indfriet, for det var utroligt smukt! De brusende floder, høje træer, vandfaldene, træstammer der ligger væltet hen over vandløb… der var bare en storhed over naturen, hvor man tænkte “WOW”.
Vi boede på Cedar Lodge, som varmt kan anbefales. Den ligger uden for parken og er ikke fin eller noget, men den er rigtig amerikansk med en bar, der spiller countrymusik og en suveræn morgenmad. Det var helt perfekt, for vi kunne nemt køre ind i parken.
I parken satte vi bilen og hoppede på de her busser, som kører rundt til forskellige dele af parken. Derfra kunne man så gå på en masse stier, og vi behøvede ikke gå ret langt væk, før vi havde de smukke omgivelser for os selv. Nu var det uden for højsæsonen, så der var heller ikke så mange mennesker, men om sommeren kan jeg anbefale at tage nogle mindre stier.
- Højdepunkt: Hele naturens storhed
- Bedste tip: Tag nogle afstikkere fra de mest populære veje
Monterey


USA Tours havde anbefalet os at besøge Monterey, fordi det passede med, at vi tog et stop der mellem Yosemite og Los Angeles. Det var vi meget glade for, at vi gjorde. Det er en hyggelig kystby med sin egen Fisherman’s Wharf og kendt for hvalsafari.
Det ville vi gerne prøve, så vi havde booket en tur til om eftermiddagen, men den blev rykket til næste formiddag, hvor vejret var mere roligt. I stedet brugte vi eftermiddagen på at køre 17 Mile Drive, som er en meget smuk tur fra Monterey til Carmel, og det var en stor succes. Vi så dådyr og prærieulve på vejen, og vi ramte den mest vidunderlige solnedgang. Et andet højdepunkt var Pebble Beach Golf Course, som er den her kendte golfbane, som særligt Thomas var meget begejstret for at se.
Dagen efter var vi så på hvalsafari. Det var selvfølgelig vildt i sig selv at se hvaler, men vi var også glade for at prøve at sejle på Stillehavet. Der er de her laaange bølger, som man ikke oplever i Middelhavet. Det er også dem, man kan blive søsyg af, men det var sjovt at flyve hen over dem.
- Højdepunkt: Solnedgangen på Pebble Beach
- Bedste tip: Kør den smukke rute 17 Mile Drive
Los Angeles



Også i Los Angeles boede vi på et hotel, som vi var meget glade for. Det lå på en stor vej, hvilket gjorde det nemt at komme ind og ud af byen, også når vi skulle i Universal Studios. Og så kunne vi gå lige ned på Hollywood Boulevard, hvor pigerne havde det sjovt med at gå og se stjernerne på Walk of Fame. På den måde følte vi os tæt på alt, selvom det er en kæmpe by.
Det fedeste her var klart Universal Studios – det skal man bare på enhver familieferie! Både pigerne og os voksne var helt vilde med det. Det hele er så sindssygt flot sat op! Jeg var især imponeret over Harry Potter-verdenen. Det føles, som om man træder ind i Harry Potters virkelighed med de samme forretninger, mennesker og drikkevarer som i filmene.
Vi var også på en guidet tur i Los Angeles, hvor vi så lidt mere af byen og de fine huse. Vi så for eksempel, hvor Rihanna og George Clooney boede – det var ret sjovt.
- Højdepunkt: The Wizarding World of Harry Potter i Universal Studios
- Bedste tip: Køb fast track pass i forlystelsesparkerne
Las Vegas

Jeg havde faktisk ikke de store forventninger til Las Vegas, fordi jeg havde hørt, at det hele var så plastikagtigt. Men det var skidesjovt at gå rundt til de forskellige hoteller på The Strip. Vi brugte en hel dag på at gå fra den ene ende til den anden og så Frihedsgudinden, Eiffeltårnet, gondolerne som i Venedig og pyramiden på det egyptiske hotel Luxor, hvor vi selv boede. De kan altså noget, de amerikanere!
Vi var også på casino og spillede roulette, hvilket vi selvfølgelig blev grebet af. Vi havde besluttet kun at spille for 50$, men min bror blev ved med at vinde og gik derfra med 800$. Det var også sjovt bare at se, hvordan det fungerer på casino – hvad man må og ikke må, og hvordan man opfører sig derinde.
Det største højdepunkt i Las Vegas var dog det Michael Jackson show, vi var inde at se. Jeg har engang set ham spille i Parken, og jeg mener, at ham her kunne ligeså godt have været den rigtige Michael Jackson. Det var helt vildt, som han lignede ham og sang og dansede som ham. Det var virkelig en fed oplevelse, som vi stadig taler om.
- Højdepunkt: Michael Jackson ONE by Cirque de Soleil
- Bedste tip: Tag ind og se et show
Bryce Canyon



Så kom turen til Bryce Canyon, som jeg også varmt kan anbefale at opleve på en familieferie. Naturen er utroligt smuk, og den er helt anderledes end de andre nationalparker som Yosemite og Grand Canyon.
Den har de her gule klippeformationer, som ser meget specielle ud. Vi var ude på nogle gode gåture i parken, og det var virkelig fedt, fordi man kommer tæt på naturen på en anden måde. Du kan gå mere i det fremfor bare at se landskabet fra oven.
Utah, hvor Bryce Canyon ligger, er kendt for at være mormonland, så de har nogle sjove regler om, at man for eksempel ikke må få alkohol på restauranterne. De har også noget fantastisk kød, så jeg kan varmt anbefale at spise en stor bøf – også selvom der ikke er rødvin til.
- Højdepunkt: Gåturene i kløften
- Bedste tip: Spis en stor bøf – kødet er fantastisk
Grand Canyon


Fra Utah kørte vi over grænsen til Arizona for at opleve Grand Canyon. Der må jeg bare sige, at hvis man vil opleve kløften på en rigtig god måde, skal man tage en helikoptertur. Der var ingen af os, der havde prøvet at flyve i helikopter før, så vi var lidt nervøse, men det var faktisk meget stille og roligt. Skal du på familieferie til Grand Canyon, bør du overveje det – vi var i hvert fald ikke i tvivl om, at det var det værd.
Det var fantastisk flot at se den enorme kløft oppefra, men det var især fedt, fordi man kom tæt på klippesiderne. Her kunne man virkelig se alle de forskellige farver og former, der faktisk er i kløften. Det fornemmer man ikke rigtig fra kanten. Men vi var også ude at gå til de forskellige udkigsposter, som bestemt også giver en flot udsigt.
- Højdepunkt: Helikoptertur over kløften
- Bedste tip: Book en helikoptertur – det er alle pengene værd
San Diego



Sidste stop på vores fantastiske familieferie var San Diego. Her havde USATours fundet et helt vidunderligt hotel til os, hvor vi kunne nyde varmen og slappe af de sidste dage. Det lå helt ned til stranden i Inner Bay, hvor vandet er stille og roligt. Selve hotellet var meget grønt og føltes eksotisk – perfekt sted at slutte ferien. Vi tog også ind til San Diego by og spiste, shoppede lidt og fik drinks, men ellers stod den på afslapning.
Alt i alt var det en fantastisk tur. Det er en oplevelse for livet at tage sådan en tur sammen. Den familieoplevelse, det sammenhold og de minder, vi fik sammen, vil vi aldrig glemme.
- Højdepunkt: Vores hotel, Catamaran Resort & Spa
- Bedste tip: Bo helt ned til stranden – den er skøn
Vil du også på en familieferie i USA?
Vi skræddersyr rejser til USA og har Californien som speciale, så vi kan sammensætte en rejse med fly, hoteller og billeje til en god pris.
-
Du bestiller et tilbud - helt uforpligtende
-
Vi ringer og hører om dine ønsker
-
Baseret på vores snak laver vi en pakke til dig
-
Når du er tilfreds, booker vi det hele for dig
Lignende artikler
Her kan du se flere artikler om emnet. Hvis ikke du finder det, du søger, er du altid velkommen til at ringe til os.