Inspiration

En dag på verdens største krydstogtsskib

Læs om Natasjas tur med Symphony of the Seas

6,680 passagerer, 23 restauranter, 16 dæk, 3 vandrutsjebaner og 1 robotbar. Det er bare et lille udpluk af de overdrevne statistikker, man kan bruge om verdens største krydstogtskib, Symphony of the Seas. Royal Caribbeans nye kronjuvel stævnede ud på sin jomfrutur i april i år. Fra november kan du komme med ombord, når det gigantiske, flydende luksushotel åbner for krydstogt i Caribien.

USATours sendte rejsekonsulent Natasja Løth med på en prøvetur i Middelhavet for at opleve skibet. 

Udgivet:
Cecilie
Cecilie Lyngbye
Content Manager

7:30: Morgen-te med havudsigt

Jeg vågner ved, at solens tidligste stråler står ind i min kahyt. Bevidst lod jeg være med at trække gardinerne for i aftes, så jeg kunne vågne til synet af vand, og selvom jeg godt kunne have sovet længere i mørke, fortryder jeg ikke dén beslutning nu. Jeg laver en kop te på værelset og sætter mig ud på min balkon på skibets yderside. Her sidder jeg og vågner lige så stille, mens solen rejser sig over havet.

8:00: Omelet og frisk juice på øverste dæk

Klokken 8 åbner morgenbuffeten på toppen af skibet. Også her har jeg fornøjelsen af at kigge ud på åbent hav, men mit fokus flytter sig hurtigt til den enorme buffet. Hvad skal man vælge, når der er alle tænkelige former for æg, pandekager, frisk frugt, brød med alverdens pålæg og meget mere? Jeg ender på en frugtjuice og en omelet, som jeg bestiller ved kokken, der tager imod alles bestillinger med en smittende morgenfriskhed. Den bliver bragt til mit bord af en lige så smilende tjener.

11:00: Test af vandrutsjebanerne

Nu har jeg kigget på de tre store, snoede vandrutsjebaner længe nok. Det er på tide at teste dem. Den første er ikke så vild, men giver alligevel et sus i maven. Den næste spiller musik, mens jeg flyver gennem røret. Den tredje er helt mørk, så jeg har ingen idé om, hvornår den ender, mens jeg kører rundt og rundt. Pludselig er der hul, og jeg falder ned i poolen med et uforberedt plask. Det er som at være i et rigtigt vandland, og jeg ender med at tage dem alle tre-fire gange.

11:30: Dagens første drink

Ok, det er måske ikke helt cocktail time endnu, men som min mor plejer at sige: “It’s always 5 o’clock somewhere”. Og det tænker de vist også på verdens største krydstogtskib. I hvert fald går de ansatte allerede rundt med dagens drink på en bakke og serverer for gæsterne, der ligger ved skibets fire forskellige pools. Jeg har tilkøbt den fulde drinkspakke, så jeg tager imod en tequila sunrise og tænker, at cruise-livet er helt i orden, mens jeg lægger mig i en solseng.

 

Læs også: Cruise i Caribien: Sådan vælger du det rette krydstogt

12:30: Frokostbuffet

Så er det spisetid igen, og denne gang går jeg i den store hovedrestaurant, som har åben hele dagen. Her er der tre store temabuffeter med overskrifterne Mediterranean, American Barbeque og Taste of the World. Udvalget er igen helt utroligt, men heldigvis er det all inclusive, så jeg prøver lidt af hvert.

13:00: En sindssyg "elevator"

Jeg bruger ikke meget tid på at slå mave, før jeg vil prøve flere af faciliteterne på Symphony of the Seas. Næste stop er svævebanen, men først skal jeg fra restauranten på dæk 16 til min kahyt på dæk 6 for at skifte tøj. I stedet for at tage elevatoren, vælger jeg det noget alternative transportmiddel The Ultimate Abyss.

Det er en rutsjebane, der snor sig i to lilla rør på skibets bagside. Jeg går mod indgangen, som ligner et stort, monsterlignende hoved, og med udsigt til det åbne hav under rutsjebanen virker det som en sindssyg ting at gøre. Jeg bliver instrueret i at krybe ned i en stofpose, så man kører ekstra hurtigt og ikke brænder huden. Når lampen lyser grønt, skubber jeg mig afsted. På få sekunder flyver jeg 10 etager ned, mens farvede lys blinker omkring mig, og det suger i maven. The Ultimate Abyss ser ikke bare spektakulær ud, den er også helt vild at køre i!

14:30: Afslapning på dækket

Man skal også huske at slappe af og nyde det gode vejr, mens skibet cruiser, så jeg bruger et par timer i en solstol. Der er masser af områder med stole, senge og siddepladser, hvor man kan slå sig ned. Et område er til børnefamilier med masser af leg og børnepool, mens der også er et adults only-område med lidt mere ro på. Jeg finder et sted, hvor jeg kan lytte til et reggaeband, der står og spiller ikke så langt derfra. Så er der siesta.

16:30: Aqua Theater

Ovenpå en lille lur er jeg klar til flere oplevelser. Det er heldigt, for der er forestilling på Aqua Theater nu. Her opfører akrobater, svømmere og dansere et kæmpe show med udspring, linedans, synkronsvømning og fægtekamp. Endnu engang må jeg bare sige… wow!

19:00: Tre retters middag med kaptajnen

Efter lidt afslapning i kahytten, et bad og omklædning til mit pæne tøj, er det blevet tid til gallamiddag. Det er en tradition, at én aften er særligt fin, og kaptajnen kommer og hilser på passagererne. Stemningen er lidt særlig, men menuen er lige så fornem på de andre aftener. Hver aften kan man vælge mellem et par forretter, hovedretter og desserter. Jeg får carpaccio til forret, spaghetti med tigerrejer til hovedret og crème brûlée til dessert. Nogle retter går igen i løbet af ugen, men ellers ændrer menuen sig fra aften til aften, så der er altid noget nyt at prøve.

20:30: En tur på Broadway

Efter middagen har jeg planlagt at skulle se den store musical på skibet. Det er klassikeren Hairspray, de spiller i år. Instruktøren kommer fra Broadway i New York, og showet er Broadway værdigt. Det er topprofessionelt med dygtige sangere, dansere og lysshow – underholdning i absolut topklasse.

22:00: Drinks serveret af en robot

Efter musicalen går jeg en tur i den futuristiske Bionic Bar. Det er et af de nyeste skud på stammen inden for vilde faciliteter på Royal Caribbeans krydstogtskibe. Baren betjenes af to robotarme, der modtager din bestilling på en skærm og derefter mikser den valgte cocktail. 41.600 mandetimer har det taget at udvikle og teste robotten, men jeg er ikke i tvivl om, at det har været det værd. Det er i hvert fald en sjov oplevelse at se den lave min cosmopolitan, og den smager som på en cocktailbar.

23:30: Casino og "silent disco"

Jeg kunne sagtens gå i seng nu og føle, jeg havde haft en lang, oplevelsesrig dag. Men jeg er for nysgerrig til ikke lige at tjekke casinoet ud og prøve et spil blackjack. Det viser sig da også at være profitabelt, da jeg går derfra 200 dollars rigere. Den optur bringer mig videre til diskoteket. Tager man placeringen på verdens største krydstogtskib i betragtning, er det ikke et kæmpe diskotek, men der er god stemning på dansegulvet. Og så er der (næsten) stille. Der er nemlig “silent disco”-aften, hvor gæsterne har høretelefoner på og danser til musikken i ørerne. Med tre forskellige kanaler kan man selv vælge musikken, så folk danser i tre forskellige rytmer og synger med på tre forskellige numre. Det er meget underholdende at være med, men også meget underholdende at tage høretelefonerne af og observere de andre dansende.

02:30: Natmad i pizzabaren

Da diskoteket lukker klokken 02.30, kan jeg træt og glad kalde dagen for ovre. Jeg får et stykke pizza til natmad, siger godnat til de andre og finder hjem i kahyttens kingsize seng. Det sidste, jeg tænker, er, at det hele og meget mere venter på mig igen i morgen.

Verdens største krydstogtskib i facts:

  • 362 meter langt og 66 meter bredt
  • Vejer mere end 17.000 afrikanske elefanter
  • 2.759 kahytter inklusiv 188 suiter
  • Skibets parkområdet Central Park har over 20.700 tropiske planter
  • 4 store pools, 3 store vandrutsjebaner, en surfsimulator og mange flere vandaktiviteter
  • 23 spisesteder inklusiv sushi, mexicansk, skaldyr, sportsbar, slikbar og en Jamie Oliver-restaurant
  • To x 13 meter høje klatrevægge
  • Royal Theater med plads til 1.400 gæster, Aqua Theater og 3D-showet Flight: Dare to Dream
  • Spa, fitness, boldbaner, minigolf, løbebane mm.

Er du selv interesseret i en tur med Symphony of the Seas?

Så kontakt USATours, og snak med en af vores rejsekonsulenter om dine ønsker til et krydstogt. Vi arrangerer både cruise, fly, hotel mm.

RING TIL OS PÅ
  1. Du bestiller et tilbud - helt uforpligtende
  2. Vi ringer og hører om dine ønsker
  3. Baseret på vores snak laver vi en pakke til dig
  4. Når du er tilfreds, booker vi det hele for dig